De såkaldte arbejds- og forsørgelsesanstalter, bedre kendt som fattiggårde, var et sted hvor sogne og kommuner anbragte en del af deres fattighjælpsmodtagere. Modsat tidligere asyler, hospitaler, friboliger og fattighuse, så havde anbragte arbejdspligt og blev forsørget på fattiggården. Var man først havnet på fattiggården var det svært at komme ud igen, klarede man det alligevel, var det altid med fare for man risikerede at komme tilbage.
Allerede fra 1680'erne kendes der til såkaldte arbejdshuse i København, disse var blevet bygget på kongeligt påbud for at komme problemer med særligt tiggeri til livs. Fra 1830-40'erne begynder der at dukke enkelte fattighuse eller gårde op rundt omkring i landet, allerede i 1850 er der 11.000 af disse. I 1860'erne kommer der mere fart på med de såkaldte arbejds- og forsørgelsesanstalter, bedre kendt som fattiggårde, som efterhånden dukker frem i alle landets sogne, disse gårde var et sted hvor sogne og kommuner anbragte en del af deres fattighjælpsmodtagere.
1890 optaltes 909 fattighuse og arbejdsanstalter.
1860'erne: fattiggårdene bygges systematisk
1890'erne: alderdomsforsørgelses- og andre reformer
1933: fattiggårdene nedlægges officielt
Modsat tidligere asyler, hospitaler, friboliger og fattighuse, så havde den anbragte arbejdspligt for sin understøttelse og blev forsørget på fattiggården. I 1850'erne kom der en række tanker frem om uværdig og værdig trængende, disse brugte man til inddeling af de fattige, de værdig trængende fik hjælp til eksempelvis husleje, mens de uværdig trængende var alle dem som man regnede for dovne, forbrydere, alkoholikere eller andre som faldt udenfor samfundets normer.
Ofte var også fattiggården inddelt efter værdig og uværdig trængende, mange fattiggårde var også kønsopdelt, således at man forsøgte og undgå flere munde at mætte på. Holdningen var bredt i 1800'tallet at de anbragte skulle genopdrages til igen at arbejde ude i samfundet, og mange mente ligeledes fattige bare var dovne og selvforskyldte i deres fattigdom.
Var man først havnet på fattiggården var det svært og komme ud igen, klarede man det alligevel, var det altid med faren om at man risikerede at komme tilbage. Der er mange historier om folk som kom mange gange ind og ud, årsagerne har været mange, alkohol var blot en, arbejdsløshed og sygdom andre, generelt for alle dem der havnede på fattiggården var at de ikke kunne forsørge dem selv.
I 1868-69 kommer først en række love og en fattigkommission, disses store betydninger er at arbejdet med og driften af fattigvæsnet bliver gjort mere administrativt og ensartet, fattigvæsnet overtages i byerne af de nyoprettede byråd, og ligeledes på landet med sogneråd, disse råd overtager den overordnede styring med fattiggårdene, men overlader driften til en bestyrer. Det var mere stigende udgifter til fattige, end nøden, som var årsag hertil.
Ved folketællingen i 1890 optaltes 909 fattighuse og arbejdsanstalter; i København med 1.324 fattige, provinserne 2.639 fattige, landdistrikterne 12.243 fattige og Danmarks handelspladser 1.038 fattige(* herunder Københavns Ladegaard med 942 fattige). Yderligere fandtes der også abormanstalter, sindsygeanstalter, straffeanstalter og opdragelsesanstalter; de otte opdragelsesanstalter der fandtes husede tilsammen 582 børn og unge.(1)
Med reformer indføres i 1890'erne en række nye tiltag, alderdomsforsørgelse, året efter sygeforsikring og nogle år efter ulykkesforsikring. Disse tiltag sikrede at gamle og nedslidte nu ikke længerede havnede på fattiggården, hvis de ikke før havde modtaget fattighjælp; og at syge ikke længere blev registeret som fattige.
I 1933 bliver fattiggårdene officielt nedlagt, i stedet sikrede socialreformen i Kanslergadeforliget en arbejdsløshedsforsikring, således at arbejdsløse fik et beløb af staten månedligt, istedet for at havne på fattiggården. I praksis kørte mange fattiggårde videre i mange år efter 1933, nogle blev til herberger, plejehjem og andre institutioner for udsatte, andre blev solgt eller nedrevet.
Referencer
1.: Danmarks Statistik, Publikation "folketællingen 1890", udgivet 1894; se link
Et eksempel på et spisereglement fra en fattiggård i Danmark, dokumentet er fra købstanden Fredericia fra året 1882...
Fra jernbanerne påbegyndelse begynder der at dukke en ny slags arbejdere frem, de såkaldte børster, der ofte "kun leve(de red.) for Dagen og Vejen" ...
Efter omkring 11 år som fattigbestyre af Dronninglund fattiggård bliver bestyreren og hans hustru anklaget for bedrageri i foråret 1884. Bestyreren havde til eget brug, svindlet med fattiggårdens midler, sagen er alvorlig ...
