Følgende er et boguddrag der handler mest om tiden omkring første verdenskrig og fattiggården i Andst Sogn, skrevet af en tidligere sognerådsformand som nedskriver hans erindringer. Teksten er taget fra bogen "Mit livs virke", skrevet af Jens Jensen (f. 1879), udgivet i 1955 på Kolding Folkeblad?s Bogtrykkeri.
Uddrag
Andst Sogneraad
I Aaret 1909 blev jeg som nævnt indvalgt i Andst Sogneraad, og i 1913 blev jeg Formand og var baade Formand og Kasserer fra den Tid til 1921, altså under hele den første verdenskrig, da jeg trak mig tilbage, fordi der var andre Ting, der tog mig, og som jeg regnede med var mere paakrævet. Men ved næste Sogneraadsvalg i 1925 blev jeg paaby indvalgt i Sogneraadet og var saa Medlem i 8 Aar til 1933, da jeg igen trak mig tilbage.
Det var en vanskelig Tid at være Formand og Kasserer under og efter den første Verdenskrig. Sogneraadet maatte uddele alle Rationeringsmærker, og en Del af Mærkerne skulde Raadet sælge, og samtidigt skulde man passe og administrere de mange Cirkulærer, der blev udsendt. Jeg har alle disse Cirkulærer samlet i et Hæfte. Det er dog ikke nogen særlig kær Læsning at studere. Det er mere enkelte Ting, der har historisk Interesse.
Da jeg boede i Nærheden af Fattiggaarden, som den officielt blev kaldt, havde jeg under hele min Sogneraadsperiode ikke alene Tilsyn med Gaardens Drift, men ogsaa med de paa Gaarden værende fattig- og alderdomsforsørgede.
De sidstnævnte var der ikke mange Vanskeligheder med, men de boede under daarlige Forhold, selv om de boede i en lille særkilt Afdeling af den fælles Bygning. Siden da er der sket en mægtig Forbedring af disse ældre Menneskers Kaar, idet nu næsten alle bor paa de nye, moderne og hyggelige Alderdomshjem.
De fattigforsørgede Personer, som dengang havde Ophold paa Gaarden, var næsten alle Mennesker, der havde været i Konflikt med Loven og saa derved var blevet skubbet ud og ikke havde haft vilje og kræfter til at rejse sig igen. De var af højst forskellig Karakter.
Det kan maaske også siges, at en venligere Omgang i mange Tilfælde kunde have ændret deres Mentalitet og Tilværelse. Men som Regel gaar det saaledes, at naar en Mand først er slaaet ud, er det saa faa Mennesker, der med Venlighed støtter ham.
Nogle var brutale og odskabsfulde. Der kom f. Eks. en morgen en yngre Mand over til mig. Han vilde have nyt Tøj, og da jeg ikke vilde imødekomme ham dermed, blev han ondskabsfuld og udtalte at han var straffet 22 gange ,,og jeg skal ................ nok blive det 22 Gange til!? Efter nogen Forhandling fik han en gammel Jakke af mine egne og forsvandt derefter. Vedkommende vandrede en Del af din Tid på Landevejen. Manglede han Penge, solgte han sit Tøj eller bortbyttede den bedste Del deraf, og naar han saa kom til en anden Kommune, forlagte han at faa nyt Tøj, Andst Kommune, hvor han var hjemmehørende, fik saa senere en Regning paa de tre Fjerdedele deraf, hvilket var Hjemstedskommunens Andel, og saaledes kunde han godt fortsætte til forskellige Kommuner. Engang kom han en Juleaften tilbage til Fattiggaarden og var beruset og ondskabsfuld. Den daværende Bestyrer jagede ham ud af Gaarden og gav ham 2 Kr. til at købe Aftensmad for. Manden er senere blevet gift og har en lille Ejendom i Nordjylland og lever nu paa en hæderlig Maade.
Vedkommende var selvfølgelig den værste paa Gaarden. De fleste var egentlig gode Mennesker, men de kunde ikke taale at faa Spiritus, saa gik det altid galt, enten paa den ene eller anden Maade. De fleste vilde i Grunden gerne fortælle deres Historie. Flere var meget ærlige Mennesker, som man godt kunde laane Penge. Man kunde altid være sikker på Tilbagebetaling til den Tid, det var lovet.
Der var maaske Grund til at fremdrage en enkelt Person: Haakon Haakonsen. Han var Svensker. Han havde været forlovet i sine unge Dage, men Forældrene vilde ikke anerkende den unge Pige, som han holdt af. Han rejste da til Danmark, men forfaldt her til at drikke Spiritus, og naar han først fik begyndt at drikke, kunde han ikke holde op igen, før hans Penge var opbrugt, og saa skete der forskellige Uheld. En Aften, jeg kom spadserende til Gamst By, hørte jeg et Menneske klage sig. Lyden kom fra en Sidevej. Ved nærmere Undersøgelse vidste det sig at være Haakon. Han var stærkt beruset og var faldet om i en stor Vandpyt og kunde ikke selv rejse sig igen. Jeg fik et Par Mænd til at hjælpe. Vi fik Manden op og ind i den nærliggende Skolestue, hvor vi fik en Del Sække bredt ud til Leje, som Manden kunde ligge paa. Haakon vilde imidlertid ikke paa nogen Maade lægge sig ned. Da man nu vidste, at han var ret militaristisk, var der en, der fandt paa paa militær Vis at kommandere: ,,Paa Knæ ned!? saa lystrede han og lagde sig paa Knæene, hvorefter en trak Benene ud, og saa kunde han ikke rejse sig, før Rusen var sovet ud.
Haakon har mange Nætter sovet paa Rugholm, enten i Laden eller i Kostalden. Han var en af dem, man kunde stole paa. Han har ofte laant Penge af mig, men man kunde altid være sikker paa Tilbagebetaling til den fastsatte Tid.
Haakon var en flittig Arbejder, naar bare han var ædru. Og han gjorde aldrig en Sjæl Fortræd.
Steinckes Socialreform kom i Aaret 1933, og efter den Tid har hele Landets Sociallovgivning efterhaanden ændret sig, saaledes at saadanne Forhold i det store og hele ikke eksisterer mere.
Danmark er sikkert det Land i Verden, der har den mest udvidede Sociallovgivning, og selv om den ganske givet har været i stort Gode for vort Land, saa har den beklageligt nok ogsaa gennem Aarene svækket Selvhjælpsviljen hos mange.
